VACCINATIONER

 

 

 

 

 

INFLUENZA OG COVID19-VACCINATION 2024 

 

Målgrupper

Sundhedsstyrelsen anbefaler i år vaccination mod covid-19 og influenza til:

  • Personer på 65 år og derover
  • Personer under 65 år med kronisk sygdom, herunder:
    • Personer med kroniske lungesygdomme
    • Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk)
    • Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
    • Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, fx personer med immunglobulindefekter, organ- eller stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller personer i anden immundæmpende behandling
    • Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • Personer med kronisk lever- eller nyresygdom
    • Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom, korttarmssyndrom
  • Personer med svær overvægt (BMI>35)
  • Personer med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, som medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug.
  • Gravide i 2. eller 3. trimester
  • Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19

Borgere i målgruppen for begge vacciner kan få disse samtidig.

Førtidspensionister bliver tilbudt gratis vaccination mod influenza.

Vaccinationsperioden

I år starter vaccinationssæsonen den 1. oktober 2024 og slutter den 20. december 2024.

Invitation til vaccination

Fra midt september 2024 sendes der invitation til vaccination ud via e-Boks eller ved almindelig post (hvis borgeren er fritaget for digital post) til alle borgere på 65 år eller ældre. 
Invitationerne sendes ud løbende, efter følgende plan:

  • 10. september: 85+ år
  • 16.-17. september: 75-84 år
  • 22-23. september: 65-74 år.

Alle andre målgrupper (fx kronisk syge under 65 år) vil ikke modtage en invitation til vaccination. Disse borgere kan – via en tro og love erklæring – selv bestille tid til vaccination via www.vacciner.dk eller via bookingsupport på tlf.: 7023 2415 (for borgere uden MitID).
Tidsbestilling via vacciner.dk for borgere uden invitation åbner den 26. september.

Booking af tid til vaccination

For borgere med MitID henvises til www.vacciner.dk

For borgere uden MitID henvises til at kontakte bookingsupport på telefonnr.: 7023 2415. Telefonen er åben fra den 10. september alle hverdage fra kl. 08.00-15.00.

Vaccinationssteder

I år bliver det muligt for borgere at blive vaccineret i regionale vaccinationscentre og hos Danske Lægers Vaccinationsservice.

Der oprettes et regionalt vaccinationscentre i alle kommuner i Region Midtjylland. For at sikre et nært og tilgængeligt vaccinationstilbud suppleres vaccinationscentrene med mindre vaccinationssteder, drevet af Danske Lægers Vaccinationsservice, placeret med en bred geografisk dækning i Region Midtjylland.

Alle vaccinationssteder og åbningstider kan ses på Danmarkskortet (Opdateres løbende)

Vaccination af børn og unge under 18 år

Børn (2-6 år) tilbydes i år ikke nasalvaccination mod influenza, da det kun var ca. 16 procent, der tog imod tilbuddet i sidste sæson.

Børn og unge kan blive vaccineret mod influenza, hvis en læge har vurderet, at barnet har øget risiko for et alvorligt forløb med influenza. Forældre kan fra den 26. september via en tro-og love erklæring på www.vacciner.dk booke tid til vaccination i et regionalt vaccinationscenter.

Børn og unge i målgruppe for en covid vaccination skal visiteres af en speciallæge i pædiatri. Det vil sige at disse børn og unge alle er kendte af regionens børneafdelinger, og forældre, hvis barn er vurderet at være i målgruppen for en covid vaccination vil modtage information fra den afdeling, som barnet er tilknyttet. Er barnet også i målgruppe for en influenza vaccination kan barnet få influenza vaccinen sammen med covid vaccinen.

Vaccination af borgere der tidligere har oplevet en alvorlig allergisk reaktion

En alvorlig allergisk reaktion efter vaccination mod influenza og covid-19 er yderst sjælden, og sker kun for omkring 1:1.000.000. Allergisk reaktion efter vaccination skyldes oftest allergi overfor vaccinens indholdsstoffer og sjældnere end reaktion overfor selve det virksomme stof (antigenet).

Hvis borgeren mener at være i målgruppen for vaccination under særlig opsyn, kan borgeren kontakte Bookingsupport på tlf. 7023 2415. Telefonen er åben fra den 10. september alle hverdage fra kl. 08.00-15.00.

Vaccination i hjemmet

Tilbuddet om vaccination i hjemmet er kun for de borgere, der ikke kan forlade deres hjem, eller som har brug for liggende transport for at komme til et vaccinationssted.

Hvis borgeren kan blive kørt af pårørende, tage offentlige transportmidler, flex-trafik eller lignende eller er visiteret til handicapkørsel, så er borgeren ikke i målgruppe for vaccination i hjemmet. Der er altså forskel på, om det er vanskeligt at komme til vaccinationsstedet eller om det er umuligt at komme ud af hjemmet.

Hvis borgeren mener at være i målgruppen for vaccination i eget hjem kan borgeren kontakte Bookingsupport på tlf. 7023 2415. Telefonen er åben fra den 10. september alle hverdage fra kl. 08.00-15.00.

Øvrige oplysninger

Der henvises til Region Midtjyllands hjemmeside for yderligere information om vaccination mod covid-19 og influenza: www.vacciner.rm.dk

 

Direkte links via forsiden under fanen "nyheder".